Verner Panton er en innovativ dansk designer, der er kendt for sin inspirerende og levende personlighed. Han har designet to af vores populære bordlamper, Panthella Bord og Panthella Mini, som afspejler hans leg med former og kærlighed for farver. Pantons lamper bærer stærkt præg af hans farverige karakter. Han formåede at kombinere funktion med et tidløst design, og hans design skilte sig ud som værende nytænkende og anderledes.
Til at begynde med var Panton medarbejder hos Arne Jacobsen, men åbnede sin egen tegnestue i 1955. Panton tænkte lysets funktionalitet og dimensioner ind i sine design og brugte materialer som stål, plastik, plexiglas og glasfiber. For ham var det perfekte design en kombination af de tre elementer: form, farve og materialer. Visionen bag Pantons design var at provokere til at bruge fantasien. Han ønskede at gøre grå tilværelser og omgivelser mere spændende med farverige former og materialer, og han eksperimenterede derfor med nye materialer og metoder. Mest karakteristisk for Panton var dog hans anvendelse af stærke og dominerende farver, hvilket underbyggede hans vision.
En af Verner Pantons mest populære lamper er Panthella. Han ønskede at skabe en lampe, hvor både fod og lampeskærm reflekterede lyset. I 1971 udviklede han i samarbejde med Louis Poulsen denne smukke lampe. Panthella Bord er en bordlampe, der giver et blidt lys. Lampeskærmens organiske form som en halvkugle dirigerer lyset nedad. Materialet i hvid akryl spreder lyset og sender fra skærmens overflade et blødt lys ud i rummet. Panthella Bord fungerer derfor godt som lampe til soveværelset, som arbejdslampe eller skrivebordslampe. Den giver en smuk og behagelig belysning i stuen, på reolen eller som sofabordslampe. Panthella fås også som gulvlampe.
At Verner Panton elskede farver kommer særligt til udtryk i Panthella Mini, som er en bordlampe i mindre udgave af Panthella Bord. Denne bordlampe fås i 11 forskellige stærke farver og i glansfuldt krom. Om du ønsker en rød bordlampe til at give et varmt lys eller en grøn lampe til at pifte rummet op, så er Panthella Mini både en dekorativ og funktionel bordlampe, og alt efter farvevalget skaber denne lampe en særlig stemning. Panthella Mini opfylder Pantons oprindelige ønske om, at lampeskærmen skulle være af metal. Bordlampens metalskærme er hvide på undersiden og sender lyset direkte nedad, hvor lyset reflekteres i den trompetformede fod og giver et indbydende lys til rummet.
Andre klassikere blandt vores bordlamper er Poul Henningsens PH-lamper.
Bordlampen PH 3½-2½ Bord er designet i 1928 og er et af de projekter, Poul Henningsen lavede i udviklingen af sit treskærmssystem. PH 3½-2½ serien af bordlamper er baseret på Poul Henningsens originale tegninger og tilføjer hermed en historisk detalje til hans produkter. PH 3½-2½ bordlampen er en perfekt læselampe eller kontorlampe, og med sine fire farvenuancer i gul, rød, grøn og hvid taler den også til de unge studerende, der har brug for en skrivebordslampe.
PH 4/3 Bord er en bordlampe, som også er udviklet ud fra treskærmssystemet. Lampen giver et blændfri lys, retter lyset hen, hvor der er brug for det, og skaber bløde skygger. Denne bordlampe består af en overskærm på omkring 40 cm, men underskærmene er fra modellen 3/3. Man startede med at kombinere modeller på denne måde, fordi man ønskede at hænge loftslamperne lavere. Disse skæve modeller blev efterfølgende brugt til andre lamper. I sin nuværende form blev PH 4/3 bordlampen introduceret i 1966, og PH 4/3 serien var de sidste lamper Poul Henningsen designede inden sin død i 1967.
I vores udvalg af PH bordlamper finder du også PH 2/1 Bord og PH 3/2 Bord. Alle PH bordlamper er velegnede som arbejdslampe, skrivebordslampe, sengelamper eller til at skabe hyggelig belysning i soveværelset, stuen eller på værelset.
Yuh Bord er en nyere bordlampe designet af duoen GamFratesi. Stine Gam og Enrico Fratesi trækker i udviklingen af deres lamper på klassisk dansk design og den italienske konceptuelle tankegang. Med Yuh har de skabt en lampe som en hyldest til Louis Poulsens filosofi om at forme lyset. Denne lampe er inspireret af de skulpturelle og geometriske former i designet af AJ lampen af Arne Jacobsen. Det kendetegnende ved Yuh bordlampe er, at den er personlig. Med sit fleksible design kan den vippes og drejes i forskellige retninger, højden kan indstilles, og den fylder ikke meget. Du kan derfor tilpasse bordlampen efter behov og placering.
Yuh Bord er en bordlampe med lysdæmper, som giver et direkte nedadrettet og blændfrit lys. En smal åbning i toppen af lampeskærmen giver et stemningsfuldt lys, og lysniveauet kan med lysdæmperen reguleres efter behov. Desuden kan du indstille denne bordlampe til at slukke automatisk, og den egner sig derfor perfekt som sengebordslampe. Yuh omfatter en bordlampe, en gulvlampe og en væglampe, og serien vandt prisen Årets Lampe ved Design Awards 2017.