Henning Larsen blev grundlagt i 1959 af arkitekt Henning Larsen, hvis navn tegnestuen stolt bærer den dag i dag. Tegnestuen er vokset til at være et internationalt kollektiv af arkitekter og designere, der arbejder sammen for at udbrede den nordiske arkitektoniske etos til et globalt publikum. Henning Larsens hovedkontor ligger i København, og en række afdelinger rundt omkring i verden giver virksomheden mulighed for at operere globalt og agere lokalt.
Henning Larsen udfordrer, former og ændrer de fysiske omgivelser – fra byer, byrum og bygninger til interiørdesign og -komponenter – og har ambition om at skabe progressive designløsninger. Henning Larsen arbejder inden for et område, der er defineret af mennesker, dagslys og rum, og designer først og fremmest med mennesket for øje og med fokus på miljøvenlige, integrerede og energieffektive løsninger med en høj grad af social ansvarlighed, både hvad angår materialer og produktion og skabelsen af venlige, sociale og fællesskabsfremmende rum.