Det er en indlevelse i stedet og opgaven, og en udpræget følsomhed overfor de muligheder for liv, bevægelse og oplevelser, der kan skabes. Der løber et fint poetisk bånd igennem tegnestuens praksis. En konsekvent fejring af lyset, af årets gang og af naturens elementer.
Tegnestuen formår i sit arbejde at transformere arkitekternes fantasi til en konkret virkelighed, der giver plads til brugernes fantasi. Stilfærdighed, når det kræves, og sanselig sprudlende, når det er det rigtige. Det er som at se praktiske hensyn og funktion, gå hånd i hånd med den eventyrlige fortælling.
Formsproget er enkelt og let aflæseligt, og på samme tid spændstigt og skulpturelt. Det er et sprog, hvor grænser brydes og nye modeller opstilles. En leg med former og en evne til at lægge værdi til det det allerede er, hvad enten det er den levende, foranderlige by eller det åbne landskab.
Bystrup Arkitekter har modtaget adskillige priser for deres arbejde, blandt andre Den Norske Arkitekturpris og Københavns Kommunes præmie for godt byggeri.
I samarbejde med Louis Poulsen har Bystrup Arkitekter udviklet lygten LP Nest.