Åpent Bakeri — Oslo, Norway

Hotel & Leisure

Kategori: Hotel & Leisure

Fotograf: Jiri Havran

Produkter: Patera Pendel, PH 2/1 Ravfarvet Glas Bordlampe, VL Ringkrone 1 Pendel

Baggrund: Åpent Bakeri er en norsk bagerkæde, der blev grundlagt i Oslo i 1998. Her lægger man vægt på godt håndværk, traditionelle metoder og enkle, naturlige ingredienser. Da deres nyeste café i Oslo skulle indrettes, valgte Åpents indretningsarkitekt at bruge belysning til at afspejle bageriets identitet og brandværdier. Identiteten og værdierne kommer blandt andet til udtryk gennem armaturerne, der er nemme for forbipasserende at få øje på i den moderne bygning i drivhusstil, men den kommer også til udtryk gennem den varme, indbydende atmosfære, som armaturerne skaber. Klyngerne af Patera-pendler i forskellige størrelser, der hænger fra loftet, er et helt centralt designelement. Lamperne ser ud, som om de svæver frit i rummet, og fungerer som et blikfang for dem, der går forbi om dagen eller om aftenen, hvor de skaber en hyggelig og varm belysning. Den avancerede Fibonacci-baserede designstruktur er også med til at skabe et legende udtryk, fordi beskueren oplever belysningen forskelligt, afhængigt af hvor han eller hun befinder sig.

 

Over disken kaster en række VL Ringkrone 1-pendler i opalt glas et behageligt, blændfrit lys ud over det lækre bagværk. Pendlerne er designet i 1940'erne, og deres klassiske, elegante form signalerer både tradition og godt håndværk. Bordlamperne PH 2/1 Ravfarvet Glas ligner svampe, der gror i den frodige grønne indretning. De er monteret på egetræsgelændere og er med til at definere loungeområdet på anden sal. Lyset diffuseres af det ravfarvede glas og leder tankerne hen på stearinlys, hvilket skaber en afslappet og behagelig atmosfære i denne del af caféen.