Den dansk-italienske designduo GamFratesis design fra 2017 er genopstået i en blødere skandinavisk stil. Louis Poulsen præsenterer en ny Yuh med en stander i messing og en sort eller hvid marmorfod, der giver ethvert interiør et touch af sofistikeret elegance.
"Funktionen er den samme, men hvor de første modeller er mere minimalistiske og holdt i strengt definerede farver, har de nye Yuh lamper et mere varmt udtryk, og stenene giver hver lampe et unikt touch," forklarer Stine Gam og Enrico Fratesi.
Yuh er designet til at tilpasse sig til hverdagen med lys, der bevæger sig op og ned og rundt, alt efter behov. Den giver et blændfrit nedadrettet lys, men skærmens foldning skaber en slank åbning i toppen, der retter et blødt og diffust lys opad.
GamFratesi er begejstrede for indirekte lys og har integreret en afskærmning i Yuh. Den indbyggede LED-teknologi giver lys af høj kvalitet med dæmpning fra 15 til 100 %. En timer kan automatisk slukke lampen efter 4 eller 8 timer, og lyset kan indstilles på et fast niveau, til når lampen tændes.
Udover Yuh bordlampen introducerede den dansk-italienske designerduo i 2017 også en Yuh gulvlampe og en Yuh væglampe som deres første design for Louis Poulsen. De fås i en helt sort og en helt hvid version. Nu er tiden imidlertid moden til, at der sker noget nyt.
"Natur møder teknologi i den nye Yuh lampe. Det er et meget taktilt og naturligt produkt," siger GamFratesi.
Hvor den klassiske sorte eller hvide Yuh lampe er bedst egnet til moderne interiører, leverer den nye Yuh noget ekstra med sin brug af eksklusiv og autentisk italiensk marmor og messing – to materialer, som begge passer perfekt til en blødere skandinavisk stil.
Den nye Yuh i messing og marmor bliver tilgængelig i butikkerne fra september 2019.
Om GamFratesi
GamFratesis design får deres kreative drivkraft fra en blanding af tradition og innovation forenet i en eksperimentel tilgang til de valgte materialer og teknikker. Stine Gam og Enrico Fratesi er forankret i hver sin kultur og trækker således både på klassisk danske møbelkunst og håndværkstradition og den klassiske italienske intellektuelle og konceptuelle tankegang. At forstå traditionerne og aktivt bruge dem gør det muligt at arbejde videre ud fra dem. Ud fra denne tværkulturelle tilgang skaber de design, som afspejler de forskellige traditioner med respekt, samtidig med at de tilfører deres produkter unikke historier, symboler og associationer, ofte udtrykt gennem minimalisme.
GamFratesi blev grundlagt i 2006 af den danske arkitekt Stine Gam og den italienske arkitekt Enrico Fratesi. De mødte hinanden på arkitektskolen ved universitetet i Ferrara i Norditalien i 2004 og har siden også læst sammen på Arkitektskolen Aarhus. GamFratesi har en tegnestue i København.
Om Louis Poulsen
Den danske belysningsvirksomhed Louis Poulsen, som blev grundlagt i 1874, skaber produkter med udgangspunkt i dualiteten ved design og lys. Hver eneste detalje i designet har et formål. Og hvert eneste design starter og slutter med lys. Louis Poulsen tilbyder en bred vifte af belysningsløsninger til både det professionelle og det private marked samt til indendørs og udendørs brug. I tæt samarbejde med designere og arkitekter som Poul Henningsen, Arne Jacobsen, Verner Panton, Øivind Slaatto, Alfred Homann, Oki Sato og GamFratesi har Louis Poulsen formået at etablere sig som en af de væsentligste udbydere af arkitektonisk og dekorativ belysning på verdensplan, og virksomheden har showrooms i København, Singapore, Stockholm, Miami, Oslo, Los Angeles, Tokyo og Düsseldorf.
Pressemeddelelse, august 2019