En af tidens mest spændende designduoer GamFratesi, bestående af Stine Gam og Enrico Fratesi, har hentet inspiration i klassisk dansk design og har som en hyldest til Louis Poulsens filosofi om at forme lyset skabt lampen Yuh.
GamFratesi har med en imponerende viden om designhistorie hentet inspiration i Poul Henningsens filosofi om lys og Arne Jacobsens geometriske former og har som en hyldest til legenderne skabt den nye Yuh lampe, som også bærer præg af deres egen æstetiske og legende formgivning.
"Vi er meget inspireret af formen på AJ lampen af Arne Jacobsen. Der er noget meget påfaldende ved dens geometri. Den er vinklet, men skærmen er konstrueret på en sådan måde, at en del af den på en eller anden måde altid flugter med gulvet. Den er yderst skulpturel, men også meget geometrisk," siger Stine Gam.
"Det er et stykke arkitektur," tilføjer Enrico Fratesi.
Rasmus Markholt, Idea & Design Director hos Louis Poulsen, siger om samarbejdet: "For mig var det oplagt at vælge at arbejde sammen med GamFratesi. De passer godt ind i vores række af andre kreative partnerskaber med deres stærke tidstypiske æstetik og fælles værdier med rødder i den danske designtradition."
Personligt lys
Et af de vigtigste karakteristika for lampen er, at den er personlig. Lampen er fleksibel og optager ikke megen plads. Den kan drejes, hæves og sænkes, mens den lyser op og skaber stemning, der hvor den placeres. En lampe skabt til netop dig.
"Den største udfordring var at designe lampen, så den kunne bevæges i flere retninger. Vi arbejdede med tre forskellige bevægelsesretninger måder i forhold til aksen, nemlig at den skulle kunne vippes op og ned, drejes og bevæges op og ned. Det gjorde det meget komplekst. Det var en enorm udfordring, men der er helt fantastisk udviklingsteam hos Louis Poulsen, som vi havde et rigtig godt samarbejde med," siger Enrico Fratesi.
Lampen udsender et direkte blændfrit nedadrettet lys. Skærmens vinkling kan justeres for at optimere lysfordelingen. Den smalle åbning i toppen af skærmen giver en blød, opadrettet baggrundsbelysning.
"Vores ønske om at indbygge en afskærmning i lampen stammer fra vores respekt for Poul Henningsens arbejde samt fra vores begejstring for indirekte lys. Vi kan godt lide, at man ikke kan se lyskilden, og ikke bliver blændet. Med en afskærmning skjules lyskilden, hvilket vi synes gør belysningen langt mere magisk," siger Stine Gam.
Louis Poulsen lancerede det nye samarbejde på dette års Euroluce messe i Milano, hvor GamFratesi havde designet en helt unik stand. Med en arkitektonisk konstruktion inspireret af japansk papirkunst forsøgte GamFratesi at skabe et nyskabende rum, som fik de besøgende til at tænke over, hvordan skæringer, linjer og former påvirker lyset og skaber stemning.
Yuh sælges fra september 2017 og omfatter en bordlampe, en gulvlampe og en væglampe, som alle fås i hvid eller sort.
Yderligere oplysninger:
Nordic PR Manager Katinka Fuglsang, kfu@louispoulsen.dk, Tlf.: (+45) 26 79 67 23
Om GamFratesi
GamFratesis design får deres kreativ drivkraft fra en blanding af tradition og innovation forenet i en eksperimentel tilgang til de valgte materialer og teknikker. Stine Gam og Enrico Fratesi er forankret i hver sin kultur og trækker således både på klassisk danske møbelkunst og håndværkstradition og den klassiske italienske intellektuelle og konceptuelle tankegang. At forstå traditionerne og aktivt bruge dem gør det muligt at arbejde videre ud fra dem. Ud fra denne tværkulturelle tilgang skaber de design, som afspejler de forskellige traditioner med respekt, samtidig med de også tilfører deres produkter unikke historier, symboler og associationer, ofte udtrykt gennem minimalisme.
GamFratesi blev grundlagt i 2006 af den danske arkitekt Stine Gam og den italienske arkitekt Enrico Fratesi. De mødte hinanden på arkitektskolen ved universitetet i Ferrara i Norditalien i 2004 og har siden også læst sammen på Arkitektskolen Aarhus. GamFratesi har en tegnestue i København.
Om Louis Poulsen
Louis Poulsen er en dansk belysningsproducent, der blev grundlagt i 1874. Et nært samarbejde med designere og arkitekter som f.eks. Poul Henningsen, Arne Jacobsen, Verner Panton, Vilhelm Lauritzen, Øivind Slaatto, nendo (Oki Sato), Shoichi Uchiyama, Louise Campbell og Mads Odgård har i tidens løb medvirket til at etablere Louis Poulsen som en af de vigtigste udbydere af arkitektonisk belysning på verdensmarkedet. Virksomheden tilbyder en bred vifte af belysningsløsninger til både det professionelle og det private marked. Alle Louis Poulsens produkter har en historie. Det er produkter, hvor designeren har fokuseret på lyset og ideen bag produktet samt på at fremhæve arkitektens, lys- eller møbeldesignerens ideer og visioner om lys – alt sammen i harmoni med Louis Poulsens egen belysningsfilosofi: Design, der former lys.
August, 2017