Louis Poulsen introducerer nu Toldbod i fire nye størrelser. De nye størrelser giver mulighed for endnu flere måder at eksperimentere med klassisk minimalisme i alle typer af rum og stadig sikre et perfekt, blødt og blændfrit nedadrettet lys. De nye størrelser, Toldbod Ø170 og Ø250, fås i alle de afdæmpede farver, og Toldbod Ø400 og Ø550 fås i sort og hvid.
På grund af sin spændende designhistorie er Toldbod meget mere end en designklassiker. Louis Poulsen udviklede den første Toldbod i 1982 på basis af tegninger af den legendariske arkitekt og designer Poul Henningsens innovative udendørslampe Ellipse fra 1966, der oplyste boligområder omkring Storkøbenhavn efter mørkets frembrud.
Ellipse skiller sig ud på grund af dens specifikke lysmønster: den elliptiske skærm skaber en elliptisk reflektor, som afspejler lyset på en måde, som sikrer en blændfri, blød og ensartet lysfordeling samt fokuseret lys.
Poul Henningsen fortalte for første gang om sine tanker om designet på verdensudstillingen i Paris i 1925, hvor han visualiserede hele lampen på én konstruktionstegning, der blev udstillet i den danske pavillon.
Ifølge Poul Henningsen har lamper med koniske skærme som f.eks. Luxo lampen – eller arkitektlampen, som den også kaldes – ikke de samme belysningsmæssige fordele som Ellipse. Selvom Poul Henningsen selv brugte mange arkitektlamper af samme type, sagde han engang:
"Sådan er tiderne. Hellere en ny og dårligere skærm end den gode og fornuftige skærm, vi har brugt hidtil."
Toldbod har de samme belysningsmæssige kvaliteter som den oprindelige Ellipse på grund af PH's elliptiske reflektor, der fremstår intakt, selvom skærmenes form varierer lidt. Toldbods karakteristiske minimalistiske form komplementerer ethvert rum, uanset om den er alene eller monteret i rækker og grupper.
De nye størrelser fås i butikkerne fra september 2019.
Den danske belysningsvirksomhed Louis Poulsen, som blev grundlagt i 1874, skaber produkter med udgangspunkt i dualiteten ved design og lys. Hver eneste detalje i designet har et formål. Og hvert eneste design starter og slutter med lys. Louis Poulsen tilbyder en bred vifte af belysningsløsninger til både det professionelle og det private marked samt til indendørs og udendørs brug. I tæt samarbejde med designere og arkitekter som Poul Henningsen, Arne Jacobsen, Verner Panton, Øivind Slaatto, Alfred Homann, Oki Sato og GamFratesi har Louis Poulsen formået at etablere sig som en af de væsentligste udbydere af arkitektonisk og dekorativ belysning på verdensplan, og virksomheden har showrooms i København, Stockholm, Miami, Oslo, Los Angeles, Tokyo og Düsseldorf.
Pressemeddelelse, august 2019