Den anerkendte danske designer Jakob Wagners nye Ripls armatur tilfører Louis Poulsens kollektion en multidimensionel lysoplevelse og en fremragende almenbelysning.
Det runde væg- og loftarmatur, som udsender et diffust lys, har en konkav, klar front, der er formet som ringe i vandet ("ripples" på engelsk). Ringene bryder lyset foran, hvorved udtrykket ændrer sig diskret afhængigt af synsvinklen.
"Der er noget fascinerende ved at se disse ringe i vandet, der opstår, når en genstand bryder vandets overflade, og vi ville gerne indfange dette øjeblik – ved at bruge de bølgende, koncentriske ringe til at forme det lys, der kommer indefra," forklarer Jakob Wagner. "Ligesom ringe i vandet giver stille vand karakter, tilfører ringe i glas dimensionalitet til lyset, og det gør Ripls til en meget involverende og dynamisk, men også beroligende lyskilde."
"Det geniale ved Wagners design er, at det på én gang er ultrasimpelt, samtidig med at det konstant ændrer sig, når man går forbi det," siger Rasmus Markholt, Idea & Design Director hos Louis Poulsen. "Han har formået at skabe et design, der tilbyder en multidimensionel oplevelse, et design i flere niveauer. Umiddelbart og på afstand er det bare en opal, rund lampe, en lysende skive. Den er fuldstændig minimalistisk i sit udtryk, og der kan være 50 eksemplarer af den i et rum, uden at de tiltrækker sig opmærksomhed. Men når man nærmer sig, ser man de koncentriske bølger fange lyset og genspejle dem på måder, der hele tiden forandrer sig. Og når man rører ved overfladen, bliver man overrasket over at opdage, at ydersiden er glat: ringene ligger indeni glasset og giver lampen et lille strejf af magi."
Ripls' skiveformede, konkave form giver et lys med en højere intensitet i midten, der fader ud mod siderne. Afskærmningen hviler på en afsats dybt inde i armaturet, hvilket skaber en fornemmelse af dybde, når man ser på lampen forfra. Huset får lampen til at ligne en svævende skive, mens det indirekte lys gennem perforeringerne i det uigennemskinnelige hus skaber en glorie omkring armaturet. Det giver et dybt, varmt og legende udtryk med den helt rette balance mellem effekt og diskretion, der passer fornemt ind i alle arkitektoniske rum.
Ripls er særligt velegnet til gangarealer, trappeopgange og indgangspartier og er ideel som almenbelysning i små kontorer og mødelokaler.
Ripls udsender et diffust lys og fås i to diametre: 310 mm og 500 mm og fås til alle markeder, med 3000K som standard. Den leveres i klar og reflekterende hvid opal og i satinmat hvid.
Ripls kommer på markedet i september 2017.
Produktinformation og specifikationer
Design: Jakob Wagner
År: 2017
Finish: Klar, reflekterende hvid opal og satinmat hvid.
Materiale: Bagdåse: Sprøjtestøbt klar polykarbonat.
Afskærmning: Opaliserende PMMA, klar front: Klar UV-resistent polykarbonat.
Mål: Ø 310, Ø 500
Jakob Wagner
Jakob Wagners enkle, men raffinerede arbejde udtrykker essensen i et produkt på en minimalistisk, poetisk og legende måde. Hans designproces er detaljeret og tager højde for alle elementer af brugeroplevelsen, hvilket resulterer i et tidløst og afbalanceret design.
Wagner er født i København i 1963. Han har en bachelorgrad som designingeniør fra DIA-M i Danmark (1987) og tog sin afsluttende eksamen med speciale i produktdesign på Art Center i Schweiz (1992). Efter en række studieophold i USA, Italien og Frankrig grundlagde Jakob Wagner i 1993 Jakob Wagner Studio i København.
Tegnestuen havde oprindeligt fokus på hightech-produkter til medicinal- og sportsindustrien, men skiftede senere fokus til produkter til hjemmet. Det førte til en række produktlinjer for Alessi, Bang & Olufsen, Menu, Muuto og Stelton samt møbelprojekter for blandt andet Cappellini, B&B Italia, Moroso og Hay.
Jakobs arbejde har været udstillet internationalt og har modtaget flere priser (seks iF-priser, tre Red Dot Awards, Bundespreis, Designer of the Year) og er en del af den permanente udstilling på MoMA i New York.
Om Louis Poulsen
Den danske belysningsvirksomhed Louis Poulsen, som blev grundlagt i 1874, skaber produkter med udgangspunkt i dualiteterne inden for design og lys. Hver eneste detalje i designet har et formål. Og hvert eneste design starter og slutter med lys. Louis Poulsen tilbyder en bred vifte af belysningsløsninger til både det professionelle og det private marked til indendørs og udendørs brug. I tæt samarbejde med designere og arkitekter som Poul Henningsen, Arne Jacobsen, Verner Panton, Øivind Slaatto, Alfred Homann, Oki Sato og GamFratesi har Louis Poulsen formået at etablere sig som en af de væsentligste udbydere af arkitektonisk og dekorativ belysning på verdensplan, og virksomheden har showrooms i København, Stockholm, Miami, Oslo, Los Angeles, Tokyo og Düsseldorf. Læs mere på www.louispoulsen.com
Yderligere oplysninger:
PR Manager Katinka Fuglsang, kfu@louispoulsen.dk, Tlf.: (+45) 2679 6723.
Pressemeddelelse, oktober 2017