Louis Poulsen lancerer nu en udvidelse af LP Circle-serien, som er designet i samarbejde med arkitekt MAA Mikkel Beedholm, med to nye farver: gul og lys petroleum. De nye farvetoner supplerer de eksisterende hvide og sorte varianter og øger produktseriens evne til at bringe funktionel, moderne æstetik og fremragende almenbelysning til en bred vifte af projekter og anvendelsesområder, fra offentlige og private kontorer til institutioner.
"Valget af farver er ret usædvanligt for et loftarmatur," siger arkitekt MAA Mikkel Beedholm fra KHR Architecture, som oprindeligt designede LP Circle i 2013. "De nye gule og petroleumsfarvede varianter tilføjer levende farver til ofte farveløse rum i både tændt og slukket tilstand, og dermed tilbyder de ikke kun øget funktionalitet, men tilfører også et givet rum dynamisk æstetik. De farvede ringe forbedrer effekten af den reducerede blænding og fremhæver armaturets form."
Beedholm havde en dristig tilgang til udviklingen af LP Circle armaturet. Beedholm så bort fra standardidéen om, at alt i loftet skal være hvidt eller aluminium og skabte en på én gang kreativ og dekorativ løsning, hvor lyset ikke længere er et anonymt tilbehør til rummet, men både rationelt, funktionelt og dekorativt medvirker til at give rummet liv og atmosfære.
I sit design af LP Circle trak Beedholm på sine erfaringer med OreLED-armaturet, som han designede til Ørestad Skole – et ambitiøst og innovativt projekt, hvor der udvikles anderledes ny belysning i et samarbejde mellem KHR og Louis Poulsen. I sit design af LP Circle har Beedholm videreudviklet principperne bag OreLED og gjort den krave, som er blevet LP Circles signaturelement, endnu mere raffineret. "Vi ville have, at kraven skulle give armaturet karakter og interagere med bygningens arkitektur ved at tilføje en ekstra dimension til interiøret gennem en randomiseret refleksion af lyset," forklarer han.
LP Circle udsender et diffust nedadrettet lys via en højeffektiv akrylafskærmning, som omkranses af en voluminøs ring, og som er skjult, når den betragtes fra lave vinkler. Den indvendige side af ringen er vinklet fem grader, hvilket skaber en behagelig og dekorativ graduering af lyset fra afskærmningen. Med to diametre og fire forskellige monteringsmuligheder er LP Circle-serien ideel til en lang række anvendelsesområder.
LP Circle fås i diametrene 260 mm og 450 mm, i hvid, sort, gul og lys petroleum samt i to loftsmodeller til indbygning eller som halvforsænket. LP Circle på 450 mm fås også i en variant til loftsmontering samt i en pendelversion. Armaturet er udviklet omkring en LED-lyskilde og fås med to farvetemperaturer, 3000K og 4000K. Armaturerne er desuden yderst energieffektive, hvilket fremtidssikrer dem yderligere.
Varianterne i gul og lys petroleum kommer på markedet i september 2017.
Produktinformation og specifikationer
Design: Mikkel Beedholm/KHR Architecture
År: 2013
Finish: Pulverlakeret hvid, sort, gul eller lys petroleum.
Materiale:
Reflektor: Ekstruderet aluminium.
Afskærmning: Akryl, matteret.
Montagelås: Polyamid
Klasse: Tæthedsklasse IP20. Isolationsklasse I.
Om Mikkel Beedholm / KHR Architecture
KHR Architecture blev grundlagt i 1946 af Gunnar Krohn og E. Hartvig Rasmussen. Gennem sit fokus på smuk arkitektur, integreret design og en insisteren på at skabe unikke, innovative og professionelle løsninger og indgå i kunstneriske samarbejder har KHR opbygget et ry for at levere værdiskabende arbejde af exceptionel karakter og kvalitet. Til virksomhedens projekter hører bl.a. den københavnske Metro, Hellig Kors Kirke i Jyllinge, Bang & Olufsens hovedkvarter i Struer og Fiberline i Middelfart.
Nationale og internationale udstillinger og publikationer har desuden understreget KHR's position som et firma, der nysgerrigt undersøger grænserne for arkitektur og ikke er bange for at eksperimentere med nye metoder og materialer. KHR er tydeligt forankret i Skandinavien og tilstræber et enkelt og overskueligt formsprog, hvor individet, stedet og funktionen er i højsædet.
Flere af KHR's bygninger har vundet priser og hædersbevisninger, herunder Red Dot Award, Stadprisen i Sverige samt Betonprisen og Træprisen i Danmark.
Om Louis Poulsen
Den danske belysningsvirksomhed Louis Poulsen, som blev grundlagt i 1874, skaber produkter med udgangspunkt i dualiteterne inden for design og lys. Hver eneste detalje i designet har et formål. Og hvert eneste design starter og slutter med lys. Louis Poulsen tilbyder en bred vifte af belysningsløsninger til både det professionelle og det private marked til indendørs og udendørs brug. I tæt samarbejde med designere og arkitekter som Poul Henningsen, Arne Jacobsen, Verner Panton, Øivind Slaatto, Alfred Homann, Oki Sato og GamFratesi har Louis Poulsen formået at etablere sig som en af de væsentligste udbydere af arkitektonisk og dekorativ belysning på verdensplan, og virksomheden har showrooms i København, Stockholm, Miami, Oslo, Los Angeles, Tokyo og Düsseldorf. Læs mere på www.louispoulsen.com
Yderligere oplysninger:
PR Manager Katinka Fuglsang, kfu@louispoulsen.dk, Tlf.: (+45) 2679 6723
Pressemeddelelse, oktober 2017