Giv omgivelserne karakter med PH 2/1 Bordlampen i en særlig Limited Edition-udgave, som Louis Poulsen præsenterer i en begrænset periode fra d. 1. oktober 2024 til udgangen af året. Poul Henningsens klassiker i bruneret messing med glasskærme i støvet terrakotta og en sandblæst hvid underside giver et både elegant og varmt udtryk og sikrer samtidig en fremragende belysning, uanset hvor den placeres.
Louis Poulsen introducerer den ekstraordinære udgave af PH 2/1 Bordlampen for at hædre Poul Henningsen og hans enestående arbejde med lys og design. Det er i dag over 90 år siden, PH skabte denne tidløse klassiker, der forener nogle af hans mest logiske designelementer med de æstetisk mest interessante.
PH 2/1 Bordlampen stammer fra en omfattende serie af lamper, der blev lanceret i 1930 og som var designet specifikt til private hjem. Lamperne var ikke så bekostelige som de klassiske og noget større PH-lamper, der primært blev foretrukket af virksomheder og offentlige kontorer. De nye lamper kunne desuden fås med rød-, gul- og ravfarvet glasskærme, udover de almindelige i opalhvid og mat glas samt i metal. De nye farvede glasskærme spredte varme i folks hjem og fordi de var mindre, var de også nemmere at placere og gav langt flere muligheder i forhold til indretningen. Den nye lampeserie blev hurtigt en stor succes.
PH 2/1 Bordlampen adskiller sig i Limited Edition-udgaven med sine bruneret messingelementer og de mundblæste terrakottafarvede skærme i italiensk firelagsglas, der fremhæver deres organiske form. Det raffinerede design passer til alle typer af interiør, lige fra vintagestilen og til den mere moderne og minimalistiske indretning. Bordlampen sikrer et behageligt og blødt reflekteret lys, der er fuldstændig blændfrit på grund af System PH, Poul Henningsens berømte treskærmssystem fra 1926.
Nummeret på PH-lampen angiver størrelsen på skærmen. PH 2/1 Bordlampen har en øvre skærm på cirka 20 cm i diameter i kombination med en underskærm fra 1/1-versionen. Den mindre bordlampe kan den dag i dag placeres næsten hvor som helst. Den står lige så flot på et lille bord som på en hylde i stuen, et natbord, eller i en vindueskarm på hjemmekontoret. Uanset hvor den placeres, danner den en stemningsfuld ø med sit poetiske lys. PH 2/1 Bordlampen er i øvrigt lige så velegnet på hoteller og restauranter, som i et loungeområde eller på arbejdspladsen.
Bordlampen tager sig også godt ud med lyset slukket. Den kommer med et særligt Limited Edition-tekstilkabel i brun samt den klassiske PH-signatur, der ses ovenover den karakteristiske gennemgående afbryder. Signaturen afslører den rå messing under den patinerede og børstede overflade med de fine hårlinjer, som følger armaturets form. Messingelementerne er lakererede for at bibeholde udtrykket.
PH 2/1 Bordlampen i Limited Edition-udgaven fås i en begrænset periode i årets tre sidste måneder på louispoulsen.com og i udvalgte forretninger fra d. 1. oktober til og med d. 31. december 2024.
Som noget helt særligt er det i samme periode muligt at tilkøbe et treskærmssæt i opalhvidt glas til 50% af normalprisen, hvilket giver mulighed for at skabe et helt anderledes designudtryk.
Om Poul Henningsen
Den meget indflydelsesrige danske designer, arkitekt, forfatter og kulturkritiker Poul Henningsen (1894-1967) har haft en enorm indflydelse på dansk tænkning og design. Hans arv som den oprindelige lysmester er en integreret del af Louis Poulsens tradition for at skabe enestående belysning. Han blev født i København i 1894 som søn af de danske forfattere Agnes Henningsen og Carl Ewald. PH startede med at praktisere traditionel funktionalistisk arkitektur, men i løbet af årene skiftede hans professionelle interesser til primært at fokusere på belysning, som han er mest berømt for.Han udvidede også sit arbejdsområde til at omfatte skrivning og blev journalist og forfatter.I en kort periode i begyndelsen af anden verdenskrig var Henningsen chefarkitekt for Tivoli i København. Men som mange andre kreative mennesker blev han tvunget til at flygte fra Danmark under den tyske besættelse og blev snart en vigtig del af den danske kunstnerkoloni, der boede i Sverige.Hans livslange samarbejde med Louis Poulsen begyndte i 1924 og varede til hans død. Den dag i dag nyder Louis Poulsen stadig godt af hans geni og viderefører hans arv ved at arbejde på at levere enestående, blændfri belysning. Hans banebrydende arbejde med forholdet mellem lys, skygge, blænding og farvegengivelse lagde grunden til den belysningsfilosofi, som Louis Poulsen stadig praktiserer.
Om Louis Poulsen
Det oprindelige House of Light Louis Poulsen blev grundlagt i 1874 og skaber ikoniske produkter, der giver enestående lys. Med respekt for den danske designtradition er Louis Poulsens design baseret på princippet om, at form følger funktion. I tæt samarbejde med fremtrædende designere som Poul Henningsen, Arne Jacobsen, Verner Panton, Vilhelm Lauritzen, Øivind Slaatto, Olafur Eliasson, Oki Sato og Anne Boysen fortsætter Louis Poulsen med at bygge videre på sin arv med at skabe luksusbelysning ved hjælp af passioneret håndværk, kvalitetsmaterialer og innovative designs. Louis Poulsen har etableret sig som et førende globalt brand inden for arkitektonisk og dekorativ belysning med showrooms i København, Oslo, Miami og Singapore. I år åbnede vi et nyt showroom på Madison Avenue i New York samt en direkte drevet butik i Tokyo.
Yderligere oplysninger findes på www.louispoulsen.com