Genopdag den karakterfulde AJ Oxford Bordlampe og dens fremragende stemningsfulde belysning, når Louis Poulsen relancerer denne tidløse designklassiker i foråret 2023. AJ Oxford Bordlampe blev oprindeligt designet for St. Catherine's College i Oxford i starten af 1960'erne og er lige så aktuel i dag som dengang.
AJ Oxford Bordlampe er en del af det samlede kunstværk, som det modernistiske og meget roste St. Catherine's College i det østlige Oxford udgør. Her lykkedes det Arne Jacobsen at kombinere moderne byggematerialer som mursten, beton og glas med et traditionelt Oxford college-layout, der er centreret om en firkant.
St. Catherine's College blev indviet i 1964 og anses for at være et af Jacobsens mesterværker. Arne Jacobsen designede desuden det meste af interiøret til dette gesamtkunstwerk og videreførte de geometriske linjer i detaljer som bestikket og AJ Oxford armaturerne i den imponerende spisesal.
Jacobsen designede også de omkringliggende haver og besluttede endda, hvilke fiskearter der skulle leve i dammen. I 2020 opgraderede Historic Buildings and Monuments Commission for England haverne til det højeste fredningsniveau.
Arne Jacobsen designede AJ Oxford armaturet som en bordlampe til montering på pind på de lange rækker af egetræsborde i spisesalen. De store højtplacerede vinduespartier, der lukker naturligt dagslys ind, suppleres med belysning fra AJ Eklipta samt lange rækker af AJ Oxford med originale brunlakerede metalskærme og stel, som stadig er monteret der i dag.
St. Catherine’s College bruges stadig til undervisning og studieboliger, og i universiteternes ferier fungerer de som Bed & Breakfast, hvor de besøgende kan nyde Arne Jacobsens arkitektur og design.
Jacobsen skabte mere end én variant af AJ Oxford. Mellem 1964 og 1966 designede han en klassisk bordversion samt en pendelversion af AJ Oxford. AJ Oxford bordlampen relanceres i to størrelser og en monokrom farvepalet i foråret 2023. AJ Oxford er tro mod Jacobsens originale design med sit slanke, grafiske udtryk, der understreger balancen mellem den elegante stander og den skulpturelle skærm. Med dette armatur følger form funktion på en legende måde med en stander, som fortsætter ned i foden, hvorfra ledningen viderefører den visuelle linje.
AJ Oxford bordlampe fås i to størrelser og passer derfor ind overalt i hjemmet – uanset om den står i vindueskarmen, i en bogreol, på et skrivebord i hjemmekontoret eller på et natbord.
Begge størrelser fås med og uden en metaloverskærm og er udstyret med den originale afbryderknap og fingerskrue til fastgørelse af glasset. Den højeste version fås desuden i en version til montering på pind uden metaloverskærm, ligesom originalen fra St. Catherine's College, og det gør den særligt velegnet til biblioteker, hotelværelser, receptionsområder, restauranter, mødelokaler og steder, hvor der skal være en stemningsfuld belysning i et charmerende og tidløst design.
AJ Oxford bordlampe fås i butikkerne fra foråret 2023.
Om Arne Jacobsen
Arne Jacobsen er født og opvokset i København. Han blev færdig som arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole i København i 1927. Efter sin eksamen fik han sit første job på stadsarkitektens kontor i København. Kun to år senere åbnede han sin egen tegnestue. Arne Jacobsen er en verdensberømt, modernistisk dansk arkitekt. Der står flere af hans bygninger i Danmark, Tyskland og Storbritannien. Blandt hans mest berømte projekter er Nationalbanken i København (1971), SAS Royal Hotel & Terminal, København (1960) og St. Catherine's College i Oxford, Storbritannien (1963). Det siges, at hans frygt for at flyve forhindrede ham i at bryde igennem i arkitektmiljøet i USA. Som arkitekt var Arne Jacobsen rigtig god til at træffe beslutninger, hvilket gav ham mulighed for at påvirke ikke kun bygningens design, men også de fleste mindre detaljer. I årenes løb vovede han sig ind på forskellige områder og arbejdede f.eks. med lysarmaturer, møbler, bestik, dørhåndtag, armaturer, tekstiler og tapetmønstre. "Ægget" og "Svanen" er to berømte stole designet af Jacobsen. Arne Jacobsen modtog adskillige prestigefyldte priser i Danmark og i udlandet. Han var professor ved det Kongelige Danske Akademi i 11 år og påvirkede gennem sit virke her en hel generation af danske arkitekter. De udviklede alle til sidst deres eget arkitektoniske sprog, som byggede på den rationalistiske og minimalistiske tilgang til arkitektur, Arne Jacobsen var så markant en repræsentant for.
Om Louis Poulsen
Louis Poulsen blev grundlagt helt tilbage i 1874 og skaber ikoniske produkter, der giver enestående lys. Louis Poulsens design er baseret på det hævdvundne princip i dansk design om, at form følger funktion. I tæt samarbejde med fremtrædende designere som Poul Henningsen, Arne Jacobsen, Verner Panton, Vilhelm Lauritzen, Øivind Slaatto, Olafur Eliasson, Oki Sato og Anne Boysen fortsætter Louis Poulsen med at bygge videre på deres arv med at skabe eksklusiv belysning ved hjælp af passioneret håndværk, kvalitetsmaterialer og innovativt design. Louis Poulsen har etableret sig som et globalt førende brand inden for arkitektonisk og dekorativ belysning med showrooms i København, Miami, Oslo, Tokyo, Singapore og Düsseldorf.