Louis Poulsen skabte kraftig fremgang i 2016 med afsæt i spændende nye produktlanceringer, forbedring af driften og stærke økonomisk resultater. Koncernens omsætning steg 5% til 750 mio. kr., og EBITDA steg med 17% til 104 mio. kr. svarende til en EBITDA-margin på 14%. Der blev investeret betydeligt i at accelerere væksten i de kommende år, og Louis Poulsen forventer yderligere omsætningsvækst og en positiv udvikling i EBITDA i 2017.
Den samlede omsætning steg til 750 mio. kr. (2015: 716 mio. kr.) med særlig fremgang på de skandinaviske og europæiske markeder i forlængelse af målrettede investeringer i udvidelse af salgsstyrken de senere år. Derudover skabte indsatsen for at nedbringe time-to-market for nye produkter resultater i 2016, så Louis Poulsen er blevet i stand til at tilbyde kunderne nye armaturer med kortere mellemrum og samtidig optimere allokeringen af ressourcer til design og produktion som følge af en kortere indkøringsperiode. Forbedringerne af salget og driften bidrog til en væsentlig fremgang i EBITDA til 104 mio. kr. (2015: 89 mio. kr.). Baseret på den positive udvikling i indtjeningen nedbragte Louis Poulsen den nettorentebærende gæld yderligere til 110 mio. kr. (2015: 189 mio. kr.).
”Vi fortsatte den positive udvikling i 2016 og forbedrede koncernens omsætning og lønsomhed, mens vi brugte betydelige ressourcer på at skabe en stærkere virksomhed på længere sigt. Vi investerer i vores salgs- og marketingplatform samt udviklingen af nye produkter for at løfte omsætningen og øge effektiviteten på tværs af de kreative processer og produktionen. I 2016 etablerede vi 50 nye shop-in-shops og reducerede vores gennemsnitlige time-to-market for nye produkter med 65%,” siger CEO Christian Engsted.
Louis Poulsen strømlinede organisationen i flere markeder og fortsatte ekspansionen af salgsstyrken for at imødekomme efterspørgslen fra både private og professionelle kunder. Derudover blev der iværksat yderligere effektiviseringstiltag inden for intern logistik, kvalitet, samling og maling for at fortsætte den positive udvikling i den kommende periode.
”Fremtiden ser lys ud for Louis Poulsen, som har et godt udgangspunkt for at udvikle vores spændende produktportefølje yderligere med afsæt i gode forretningsmæssige udsigter for de kommende år med positive forventninger til markedsudviklingen i high end-segmentet i både de modne markeder og vækstområderne. Vi sigter efter at vinde markedsandele ved at opgradere vores distributionsnetværk for salg til private med yderligere 100 shop-in-shops i 2017 og styrke vores professionelle salg til detailkæder og inden for udendørsbelysning i særdeleshed,” siger Christian Engsted.
Ledelsen forventer fortsat omsætningsvækst og forbedret lønsomhed i 2017 baseret på den positive udvikling i 2016 og udsigterne for den kommende periode.
Christian Engsted, CEO
Mio. kr. |
2016 |
2015 |
Omsætning |
750 |
716 |
EBITDA |
104 |
89 |
EBITDA-margin, % |
13,9 |
12,4 |
Egenkapital |
278 |
247 |
Nettorentebærende gæld |
110 |
189 |
Antal medarbejdere, ultimo |
393 |
418 |
Louis Poulsen er en dansk lysvirksomhed, som blev etableret i 1874 og er født ud af den skandinaviske designtradition, hvor form følger funktion. Vores lampers funktion og design er skræddersyet til at afspejle og understøtte rytmen i det naturlige lys. Siden vores første samarbejde med Poul Henningsen i 1924 har hans syn på dualiteterne mellem design og lys påvirket vores lysfilosofi. Enhver detalje i designet har et formål. Ethvert design indledes og afsluttes med lys.
Vi tror på passioneret håndværk, som skaber kvalitetsbelysning og tiltalende designprodukter. Igennem tætte partnerskaber med de ypperste designere, arkitekter og andre talenter har vi etableret Louis Poulsen som en af de væsentligste globale leverandører af arkitektonisk og dekorativ belysning på tværs af de professionelle og private belysningsmarkeder for både indendørs- og udendørsarmaturer. Louis Poulsen har et globalt distributionsnetværk, 12 dattervirksomheder og dedikerede showrooms i København, Stockholm, Miami, Oslo, Los Angeles, Tokyo og Düsseldorf.
Vores midler er enkelt og smukt design. Vores mål er at skabe en god stemning, som har en positiv indflydelse på både mennesker og steder.
Vi skaber design, der former lys.
Berlingske Business, 7. april 2017:
http://www.business.dk/detailhandel/designklenodie-sender-flere-lamper-paa-gaden
København, 7. april 2017