Homann designede mere end ti produktserier eller 50 forskellige armaturer (f.eks. Nyhavn, Strata, Homann Væg, Rappe Louis, Pulsar-systemet, Kipp-familien, AH-systemet, AH Væg-systemet, AH Mini, og Homann Park) – alle i samarbejde med Louis Poulsen, som er den eneste belysningsproducent, han nogensinde har designet for.
Alle hans produkter er karakteriseret ved, at armaturet former lyset, og at lyset former armaturet. Homanns design er gennemsyret af hans grundighed og sans for detaljer og repræsenterer den danske minimalisme og funktionalisme på fornem vis. Homann beskrev selv sit arbejde som enkelt, klart og logisk.
Homann havde en holistisk tilgang og søgte efter forbindelser mellem det objekt, der skulle designes, og det formål, det tjente. Han tegnede skitser som en del af sin afklaringsproces, hvorefter han valgte en hovedidé, som han fulgte op med en prototype. Den var særligt vigtig for Homann, da tegninger ikke kunne skildre, hvad han beskrev som lysets fjerde dimension. Derefter fulgte en lang proces, hvor produktet og de valgte produktionsmetoder blev finjusteret.
Ud over sin tegnestue i København havde Alfred Homann i perioden 1987-95 en tegnestue i USA, Homann Design Inc., hvor han arbejdede på mange forskellige projekter og produkter. Han havde en særdeles produktiv karriere, der omfattede mange forskellige arkitekturprojekter og møbeldesign.
Gennem årene har Alfred Homann vundet adskillige priser for sine bygninger, møbler og lamper, og han har desuden selv siddet i juryen for Den Danske Designpris og en række andre priser. Homann rejste også verden rundt som gæsteprofessor og har holdt foredrag og udstillet sine design over hele verden.