LP Capsule er kendetegnet ved den høje grad af integration mellem designets elementer. Lygtehovedet griber om masten på en elegant måde frem for at være sat på. Betragtet oppefra består lygten af to cirkler – en stor, rund lampe og en mindre, rund mast – hvor tangenterne forbinder de to cirkelslag og danner et geometrisk enkelt og helstøbt udtryk.
Grundideen er en cylindrisk kapsel, hvor lyskilden ligger i én cylinder, som igen ligger i en større, opal cylinder. Herfra kommer det direkte, nedadrettede lys, men ved at skabe afstand mellem den indre og den ydre cylinder, trækker armaturet spildlyset ud i mellemrummet. Her reflekteres det og oplyser den ydre cylinder, som kommer til at stå og gløde som en glorie omkring lyskilden i midten. Det mindsker lygtens blænding og giver en blødere overgang til omgivelserne.